Det var en helt almindelig hyggelig fredag aften. Ungerne stenede henholdsvis Disney Sjov og noget teenage-befængt japansk animé. Vi havde fået risotto milanese, en lækker steg og fars salat (ja, sådan hedder den altså, fordi det var Nicolaj der en lidt presset aften fandt på den da han løb igennem SuperBrugsen – den smager mega godt og alle….og jeg mener ALLE kan lide den).
Anyways, der var ro på. Vi delte et glas hvidvin. Weekenden var helt fri for aftaler og vi skulle bare slappe af. Men Nicolaj – han kan bare ikke lade være med at finde på. Så han sad og pitchede ideer til en webshop, som han kunne tænke sig….og jeg sagde bare nej!
MBT udstyr – nej!
Fiskegrej – nej!
Strømper – nej!
Sexudstyr – absolut NEJ!!
Garn – hrmpff njarrhhh…..!
Ja, jeg ved ikke lige hvad der skete, men jeg er jo meget glad for garn, og jeg elsker at strikke – gør det hele tiden. Jeg er faktisk ret god til sådan noget håndarbejdes halløj, også de ting som jeg måske synes er mindre spændende. Og tanken om at have sin egen garnbutik – ja, det var jo måske ikke det værste igen.
Og Nicolaj han slog hurtigt til. Han begyndte at følge alle mulige trendy strikkere på insta. Havde jeg måske lige set de her ærmer? Og hvad med den her måde at sætte farver sammen på? Kendte jeg mon den og den designer? Så langsomt fyldte snak om garner og strik, trendsættere og mersalg mere og mere.
Ideen var blevet født. Slaget om navnet stod på hele foråret. Sommeren stod i oprydningens tegn for at rydde det, der skulle være lager og gårdbutik, og her i løbet af efteråret er de sidste sløjfer blevet bundet. Maxx har hjulpet med at samle møbler og Dicte har farvekoordineret alt garn på hylderne.
Som sagt – jeg ved ikke helt hvordan det gik til, men velkommen til Klintholm Garn, vi glæder os til at pakke masser af lækkert garn og gadgets til jer. Og har du lyst til at komme på besøg i vores gårdbutik og se på varerne, så er du mere end velkommen. Vi har åben torsdag og fredag klokken 15-18, lørdag klokken 10-14 og ellers efter aftale.
Kom endelig forbi – vi glæder os til at se dig 😊